Lad os tage udgangspunkt i, hvordan man helst selv vil behandles. Vil du helst tales til, som om du er kriminel, eller som om nogen vil byde dig velkommen og tilbyde dig hjælp.
Jeg er ikke i tvivl om, hvad jeg vil foretrække. En gang imellem har man på fornemmelsen, at vi borgere er til gene for dem, der er på arbejde for os – borgerne i kommunen.
Det er meget underligt, at alle de borgernære funktioner fjernes længere og længere væk fra dem, der har magten, og som bestemmer over, hvad der skal ske med dig og med kommunen.
Jeg har jo hørt, at det er smartere at samle funktioner på biblioteker, for det gør alle andre. Men er det virkelig løsningen. Er vi virkelig ikke bedre end til, at vi – borgerne – er så ligegyldige, at vi bliver spist af med ”mødetider” to dage om ugen. Og skal jeg ikke have et pas eller kørekort, så kan jeg bare stå i kø, indtil der (måske) bliver mulighed at få ordnet noget personligt i fuldstændig offentlighed.
Hvad er det, der er sket med den såkaldt borgerservice. Og hvorfor er der ikke be-
Der er rent faktisk mange mennesker i vores kommune, som arbejder, men med de åbningstider er der mange, som bare ikke kan komme i kontakt med kommunens ”frontmedarbejdere”.
Jeg er da helt med på, at meget kontakt foregår via de digitale løsninger, men det er hverken optimalt rent løsningsorienteret eller for forståelsen af, hvad der foregår i kommunen – og omvendt, hvad det er for problemer, borgerne kæmper med.
Man tænker ofte: Kan kommunens ledere ikke lide borgerne, siden alle funktioner skal væk fra ”magtens centre”.
Jeg har en fornemmelse af, at man i ledelsen af kommunen helst vil leve i en osteklokke af møder, hvor ingen borger bare kan brase ind og forstyrre deres egen lukkede dagsorden.
Det er tegn på en syg kultur. Borgerne er åbenbart til besvær. Det hele ville være meget lettere, hvis man kunne undgå dem.
Vi ser det, når der kaldes til såkaldte borgermøder. Folk gider ikke møde op,
Vi har også set forsøg på at møde borgerne. Først gjorde Venstres spidskandidat forsøg. Egentlig helhjertet, men måske man skulle tage ud til folk, som i aviser eller på sociale medier har gjort opmærksom på, at der er noget, der kan gøres bedre.
Og vores nuværende borgmester kalder det ”book borgmesteren” – men som i de gamle enevældige kongers tid er det hans personlige skriverkarl, der er kontakt og sorteringsmaskine. Det er et ubehjælpeligt forsøg på at være folkelig.
Mit simple spørgsmål er: Er borgerne til for politikerne eller er politikerne til for borgerne? Spørgsmålet kan vi jo lade blafre i vinden og håbe, at nogen tør give deres bud på et svar.
Der skrives og tales om sociale tilfælde og folk med social fobi. Man kan selvfølgelig tænke for sig selv: Hvor mon den kommer fra?